Antimobbestrategi – Sydkystens Privatskole

På Sydkystens Privatskole er mobning naturligvis fuldstændigt uacceptabelt, og vi arbejder hver dag på at bevare en kultur, hvor personalet i fællesskab med børn og forældre sørger for en god og tryg hverdag for alle.

Hvad er mobning:

Definition på mobning: “Mobning er gruppens systematiske forfølgelse eller udelukkelse af en enkelt person, på et sted, hvor denne person er tvunget til at opholde sig.” (Børns Vilkår)

Mobning er et forsøg på at skade en anden person og udelukke denne person fra fællesskabet. Det er mobning når en eller flere børn vedvarende chikanerer en eller enkelte andre. Det kan være ved direkte fysisk vold, eller at en enkelt bliver frosset ude af de andre børn både i skole og i fritiden. I mobberiet kan vedvarende skub, slag, spark samt vedvarende trusler indgå. Desuden kan mobningen bestå af f.eks. deling af billeder og beskeder på online medier.

Konsekvenser ved mobning:

Mobning kan få svære konsekvenser for både mobbeofre og for mobbere.

Mobbeofre vil kunne få ”varige psykiske men” i form af manglende selvværd/selvtillid, stresssymptomer, et negativt selvbillede mv.

Mobbere vil kunne udvikle og cementere uheldig og skadelig adfærd over for andre mennesker, hvis ikke der gribes over for mobbeudøvelsen, og han/hun lærer at behandle andre mennesker ordentligt og respektfuldt.

Formål med vores antimobbestrategi:

Vores strategi skal definere mobning, forebygge mobning og angive retningslinjer for hvordan vi handler i tilfælde af mobning. På Sydkystens Privatskole ønsker vi tryghed og trivsel for alle.

Forebyggende indsatsområder:

  • Klasserne udarbejder i samråd med kontaktlæreren et sæt klasseregler ved skoleårets begyndelse. Klassereglerne bliver efterfølgende udgivet på skolens intranet
  • Lejrskole med fokus på samvær og trivsel
  • Skolens hverdag er præget af god tone og gensidig respekt, som en afgørende del af fællesskabet
  • Skoledage hvor klasserne samarbejder på tværs af klasser og årgange
  • Venskabsklasser
  • Forældreråd
  • Fokus på digital dannelse og netetik
  • Regler for brug af mobiler, computere og sociale medier
  • Alle medarbejdere, forældre og børn der har deres gang på skolen, har et ansvar for aktivt at bekæmpe mobning
  • Mobning og trivsel tages op på forældremøderne
  • Sygesamtaler med elever
  • Undervisningsmiljøvurdering
  • Klassemøder
  • Elevrådet har fokus på mobning og trivsel
  • Gårdvagter i frikvartererne

 

Handleplan ved mobning:

Sydkystens Privatskole skal kendetegnes ved, at der handles med det samme, når vi opdager mobning på skolen. Helt konkret vil skolen handle på følgende måde i tilfælde af mobning:

  • Samtale med den elev som har været udsat for mobning
  • Samtale med den elev som har mobbet
  • Styrke den resterende børnegruppes tolerance og sammenhold
  • Inddragelse af forældre
  • Handleplan i samråd med ledelsen
  • Opfølgning

Ledelsens rolle:

  • Ledelsen går ind i den konkrete sag, når det af lærere og forældre skønnes hensigtsmæssigt
  • Sikrer at skolen følger sagerne til dørs
  • Ledelsen skal understøtte de initiativer, personalet tager
  • Være med i snak med forældre, hvis det skønnes nødvendigt
  • Fortælle forældrene om gensidige forventninger, inden et barn indskrives som elev på skolen
  • Involvere skolens bestyrelse i forebyggelsesarbejdet

Forældrenes rolle

  • Bakker op om skolen
  • Taler med skolen om mobningen, så snart den opdages
  • Har god kontakt til de andre forældre i klassen
  • Deltager i fællesskabende sociale arrangementer for klassen

Konsekvenser ved mobning:

  • Konfliktmægling
  • Adfærdskontrakt
  • Bortvisning fra skolen i en nærmere fastsat periode

 

Ved mobning på de sociale medier, vil skolen håndtere disse med afsæt i Red Barnets råd og vejledning på www.sikkerchat.dk